

I området omkring Nymindegab Kro er der mulighed for at opleve den danske klithede.
Der er klitheder mange steder langs de Nord- og Vesteuropæiske kyster, men i forhold til deres oprindelige udbredelse er kun en brøkdel bevaret. De vestjyske klitheder er de mest velbevarede af alle og derfor en naturtype af international betydning, som Danmark har en særlig forpligtelse til at bevare. Klithederne ligger lige bag de første hvide klitrækker, og flere
af dem ligger lige ved eller nær Nymindegab.
På afstand ser klithederne ikke særligt varierede ud, men tæt på ser man tydeligt store forskelle i jordbund og terræn, og hvert område har sine karakteristiske planter.
Klithedernes naturlige vegetation er afhængig af slåning, græsning, afbrænding m.m. for ikke at blive udkonkurreret af græsser og træer.
På klithederne findes der også klitsøer – næringsfattige søer med en ofte sjælden flora og bl.a. hjemsted for den sjældne strandtudse, der yngler i de lavvandede søer.