Tipperne & Fuglelivet

Ringkøbing Fjord er et vigtigt levested for mange arter af vandfugle. To tredjedele af fjorden og de tilstødende arealer er udpeget som RAMSAR- og EF-fuglebeskyttelsesområde – ikke mindst fordi de store strandenge giver fuglene ekstraordinært gode livsbetingelser. Det gælder både fødesøgning og som raste- og ynglepladser. Der arrangeres udflugter med naturvejleder i området.

Tipperne og er et kapitel for sig. Halvøen er et af Danmarks ældste fuglereservater og ligger i den sydlige del af Ringkøbing Fjord. Siden 1700-tallet har området tilhørt staten, og de første fredningsbestemmelser blev indført i 1898. I 1928 blev reservatet oprettet, og siden er der blevet talt fugle hvert år. På Tipperne foretages videnskabelige undersøgelser af planter og dyr, og det giver bonus. På den måde opdagede man i 1970’erne, at engfuglene var på retur, og et plejeprogram blev sat i værk, som siden har bragt bestandene op igen. Området er kun åbent for offentligheden et par timer om søndagen.

For at sikre naturværdierne blev hele Ringkøbing Fjord i øvrigt fredet i 1985 – en fredning, der blev revideret i 1996. Den omfatter 29.100 ha, hvoraf 827 ha er landarealer. Fredningen begrænser jagt og færdsel, herunder sejlads, for at give fuglene fred, men størstedelen af fjorden kan stadig bruges til friluftsliv.